Molekylsigter i størrelse med sesamfrø-- rummer hemmeligheden bag holdbarheden af isoleringsglas, der bruges til renovering af hjemmet.
Isolerglas og molekylsigter
Isolerglas (standardkonfiguration) består af råglasruder, aluminiumsafstandsstykker, molekylsigter, en primær butylforsegling og en sekundær tætningsmasse. For at sikre et produkt, der er i overensstemmelse med kravene, der er i stand til at opnå en rimelig levetid (15 år), er råmaterialer af høj-kvalitet afgørende, efterfulgt af korrekt produktionspraksis (som dækker miljøet, maskineri, processer og driftsstandarder).
Denne konstruktion giver isoleringsglas dets energibesparende-egenskaber:
Glas er en god varmeleder med en termisk ledningsevne på 0,90 W/(m·K) og lav termisk modstand; luft er en dårlig varmeleder med en termisk ledningsevne på 0,024 W/(m·K) og høj termisk modstand. En enkelt 6 mm tyk rude har en varmeoverførselskoefficient (K-værdi) på ca. 5,8 W/(m·K), hvorimod en isoleringsglasenhed med en 5 mm + 12 A + 5 mm konfiguration (to 5 mm ruder med en 12 mm luftspalte) har en K{{11}2,·K-værdi på ca. K--værdien er en primær parameter til at måle energieffektiviteten af glas, der afspejler dets varmeoverførselsydelse under temperaturforskelle; en lavere K-værdi indikerer bedre ydeevne.
En isoleringsglasenhed med en 6 mm + 12 A + 6 mm-konfiguration har en K--værdi på ca. 2,70 W/(m·K), mens en 10 mm + 12 A + 10 mm-enhed har en K--værdi på ca. 2,65 W/(m·K). K-værdierne adskiller sig meget lidt på trods af variationerne i glastykkelse, hvilket viser, at isoleringsglass energi-besparende evne ikke bestemmes af at øge selve glastykkelsen, men snarere af tilstedeværelsen af den isolerende luftspalte, hvilket sænker K-værdien markant.
Nøglen til den energibesparende ydeevne- af isoleringsglas ligger i at sikre, at gassen i isoleringsrummet forbliver forseglet og tør.
Ifølge relevante undersøgelser er den relative luftfugtighed i spalten i en isoleringsrude under "normal brug" omkring 0,5 % relativ luftfugtighed. Dette er langt lavere end de relative luftfugtighedsniveauer, vi typisk oplever i dagligdagen-, lige fra 45 % RF til 75 % RF (hvor 60 %-70 % er det mest behagelige område for menneskelig opfattelse). Det er klart, at mens de primære og sekundære tætningsmidler i en isoleringsglasenhed (IGU) spiller en afgørende rolle i at forsegle luft og fugt, kan tætningsmidlet i sig selv ikke direkte sænke luftfugtigheden i hulrummet.
Selvom IGU'en er fremstillet på et ekstremt tørt værksted, giver tætningsmidlet ikke en "perfekt" eller absolut tætning; luft-bærende fugt-besidder en vis grad af permeabilitet. Over tid tillader tætningsmidlet effektivt gasudveksling, hvilket får fugtighedsniveauet i hulrummet til at stige.
Derfor kræver produktionen af isoleringsglas en "nøgleingrediens": molekylsigter.
Molekylsigter er en type tørremiddel; deres funktion er hurtigt at absorbere fugt fra luften i hulrummet, efter at IGU'en er samlet, hvilket hurtigt sænker den relative luftfugtighed til ca. 0,5 % RF.
Desuden adsorberer de gennem enhedens lange levetid-over et årti eller mere- den fugt, der uundgåeligt trænger gennem tætningsmidlet, og forsinker derved begyndelsen af kondens og forhindrer IGU'en i at svigte.
Uden molekylsigter til at absorbere fugt fra luften i hulrummet, opstår der to hovedproblemer.
For det første med hensyn til ydeevne: høj luftfugtighed eller kondens (opstår når dugpunktet nås) i hulrummet øger luftens varmeoverførselskoefficient (koefficienten for tør luft er 0,021 kcal/(m²·h·grad ), hvorimod den for vand er 0,5 kcal/(m²·h·grad )). En stigning i luftens varmeoverførselskoefficient reducerer den termiske modstand og formindsker derved enhedens varmeisoleringsevne.
Tilstedeværelsen af kondens i hulrummet indikerer også, at IGU'en har nået slutningen af sin effektive levetid og ikke længere giver den tilsigtede termiske isolering.
For det andet kan langvarig udsættelse for fugt eller kondens føre til problemer som skimmelvækst, alkaliudvaskning, hvide pletter og korrosion af afstandsstangen på de indvendige glasoverflader eller endda glasbrud.
